Biogene materialers anvendelse i byggeriet
I denne rapport gives en faglig udredning af potentialet for biogene materialers anvendelse i byggeriet. Der tages udgangspunkt i de biogene ressourcer, som findes i Danmark, og som kan anvendes til byggematerialer. Biogent materiale omfatter i denne sammenhæng fx træ, halm, tækkerør, hør, hamp og marin biomasse som ålegræs, tang og muslingeskaller.
Biogene byggematerialer anvendes i dag til bærende konstruktioner som bjælker, søjler, skiver og præfabrikerede elementer, men også til bygningsdele som beklædning, overflader, tagdækning, isoleringsmaterialer for varme, lyd og brand; som kapillarbrydende materialer, armering i puds og plader, aptering og interiør. Rapporten fokuserer især på egenskaber med hensyn til nedbrydning, fugt, brand og lyd, ligesom muligheder for ændring af egenskaber, oparbejdning og industriel fremstilling af byggematerialer behandles.
Ekstern viden: I Boligbyggeri fra 4 til 1 planet lægger vi vægt på at dele viden. Derfor har vi samlet publikationer og værktøjer fra byggebranchen, som kan understøtte arbejdet med at skabe sunde og attraktive boliger med et reduceret klimaaftryk.