Nu skal de biobaserede materialer op i skala
Foto: Steffen Stamp
Skal halm, hamp og græs for alvor finde vej ind i byggeriet, kræver det større produktion, mere dokumentation og bygherrer, der vil bruge materialerne igen og igen. Det er næste opgave for Realdanias indsats Veje til biobaseret byggeri, der netop nu har et nyt call åbent for ansøgere.
Halm, hamp og græs kan blive en langt større del af de materialer, vi bygger med i Danmark. Råvarerne findes allerede på de danske marker, og interessen for at udvikle dem til byggematerialer er voksende. Men der er stadig et stykke vej fra at udvikle et lovende produkt til at gøre det til en almindelig del af byggeriet.
Det er en af de vigtigste erfaringer fra Realdanias indsats Veje til biobaseret byggeri, der arbejder med at udvikle nye danske byggematerialer, skabe sammenhæng i værdikæden og afprøve løsningerne i konkrete byggerier.
Indtil videre har Realdania igennem to calls støttet otte eksempelbyggerier og ti danske virksomheder, der udvikler biobaserede byggematerialer.
Fra ét byggeri til mange
Netop nu er der åbent for en tredje ansøgningsrunde. Her er fokus rettet mod at få flere biobaserede byggematerialer ind i konkrete byggeprojekter. Ansøgningsrunden er delt i to, hvor den ene del giver støtte til at afprøve biobaserede materialer i konkrete byggerier. Den anden henvender sig til professionelle bygherrer, der kan bruge erfaringerne fra ét projekt i mange kommende byggerier.
”Vi vil gerne gå fra pilotbyggeriet til porteføljetænkningen. Og dermed også gerne fra primært mindre byggerier, som vi så i de første to ansøgningsrunder, til også at få de store professionelle bygherrer og etagebyggerierne med,” siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.
Ambitionen er at skabe en mere varig efterspørgsel efter materialerne. At flere professionelle bygherrer kan være med til at skabe et marked, hvor danske producenter kan regne med en efterspørgsel, der kan gøre det lettere at investere i nye produktionsanlæg og større kapacitet.
Men det ikke kun de største bygherrer, der er interessante, påpeger Stig Hessellund.
”Hvis man har en bygherre, der opfører bare 50 eller 100 rækkehuse om året, men gør det mange år i træk, så vil det også være rigtig godt. At specialisere sig handler om gentagelse og læring og vedvarenhed er vigtigere end volumen.”
Flaskehalsen ligger i skaleringen
En af forudsætningerne for at få danskproducerede biobaserede byggematerialer er, at landbruget bliver en del af udviklingen. Og netop her er erfaringerne fra Veje til biobaseret byggeri positive. Blandt de ti virksomheder, der har fået støtte til at udvikle byggematerialer, arbejder flere sammen med landmænd om at anvende blandt andet halm, hamp og græs.
”Vi kan se, at der faktisk er en ret god integration med landmænd, der gerne vil dyrke afgrøderne. Så hvis vi ser på hele den lange værdikæde, der skal være på plads, oplever jeg at landbruget er med. Flaskehalsen ligger snarere i at få produktionen af byggematerialerne op i større skala,” siger Stig Hessellund.
For landmanden kan det være forholdsvis enkelt at afprøve en ny afgrøde. Men for en virksomhed, der skal investere i produktionsanlæg og opbygge et marked for et nyt byggemateriale, er beslutningen langt større.
Samtidig konkurrerer byggematerialerne med eksisterende anvendelser af afgrøderne. Halm kan f.eks. afsættes til energiproduktion, hvor der allerede er investeret betydelige beløb i anlæg og infrastruktur.
Derfor handler næste skridt ikke kun om at udvikle flere produkter, men om at skabe virksomheder, som kan fremstille dem i de mængder og med den sikkerhed for leverancer, som byggebranchen efterspørger.
Flere skal turde bygge med materialerne
Men selv hvis produktionen kommer på plads, er der stadig barrierer ude på byggepladserne.
På netværksmøder med bygherrerne bag Realdanias eksempelbyggerier er især brandsikkerhed og forsikring blevet fremhævet som udfordringer.
”Man kan godt finde nogen, der vil forsikre byggerierne, og nogen, der vil udføre dem. Men vi er næsten nede og tale om enkelte aktører. Vi skal finde ud af, hvordan vi kommer fra ét til måske fem forsikringsselskaber og fra én entreprenør til ti eller tyve, der kan udføre byggerierne,” siger Stig Hessellund.
Han peger på, at der derfor ikke er behov for at opfinde nye produkter, men om at gentage, dokumentere og udbrede løsninger, der allerede er udviklet, for at få volumen i værdikæden. Det er ikke tilstrækkeligt at vide, hvordan en isoleringsplade af halm eller en vindspærre af græsfibre fungerer hver for sig. Byggebranchen skal også vide, hvordan en hel klimaskærm opbygget med biobaserede materialer fungerer. Hvordan krav til blandt andet fugt, brand og varmeisolering bliver opfyldt.
Vi behøver ikke opfinde det hele selv
Mens dokumentationen skal gøre materialerne lettere at anvende, skal producenterne lære at levere i større skala. Ifølge Stig Hessellund kræver det et skift i måden at arbejde på.
”Den fremtidige innovation kommer i højere grad til at handle om at skabe et system, der kan levere. Det gælder både produktion, logistik, dokumentation og forholdet til kunderne.”
Han ser især muligheder for, at halm i første omgang kan få en større rolle. Råvaren findes allerede i betydelige mængder, og der er udviklet løsninger, som kan danne grundlag for dansk produktion. Der er f.eks. gode erfaringer fra Holland med indblæst halmisolering, som kan have potentiale for dansk produktion inden for få år.
For græs kan udviklingen tage længere tid. Til gengæld kan en øget dyrkning af flerårige græsafgrøder også have fordele for landbruget, blandt andet gennem samproduktion af protein og råvarer til byggematerialer.
Og selvom ambitionen er at udvikle en dansk produktion, mener Realdanias projektchef ikke, at alle løsninger nødvendigvis skal være danske fra begyndelsen.
”Vi vil rigtig gerne lære af de lande, der er længere fremme. Derfor kan afprøvning af udenlandske produkter også være relevant, hvis de er baseret på afgrøder, der kan dyrkes i Danmark, og på sigt kan danne grundlag for dansk produktion.”
FAKTA: Veje til biobaseret byggeri
Realdanias flerårige indsats undersøger, hvordan Danmark kan udvikle og producere flere byggematerialer baseret på blandt andet halm, hamp og græs.
Indsatsen har en samlet ramme på 46 mio. kr. og har hidtil støttet en række eksempelbyggerier og virksomheder, der udvikler biobaserede byggematerialer.
Den tredje ansøgningsrunde har ansøgningsfrist den 1. december 2026. Pulje A er for private, engangs- og professionelle bygherrer, der vil afprøve biobaserede materialer eller byggesystemer i ét konkret byggeprojekt. Pulje B er for professionelle flergangsbygherrer og bygherreorganisationer, der vil arbejde strategisk med biobaserede løsninger på tværs af flere projekter.
Projektchef Stig Hessellund
Realdania
30996005
she@realdania.dk
Projektchef Michael K. Rasmussen
På vegne af VILLUM FONDEN
20232885
michael@purposeatheart.com