Gode råd til nye materialeproducenter

 

Sustainable Solutions vinderforslag: Søuld Aps - Akustikregulerende produkt baseret på søgræs. Foto: Søuld.

 

Nye, innovative materialer spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling. Men der kan være lang vej fra et lovende produkt til en succesfuld virksomhed. Mikkel A. Thomassen, leder af innovationsforløbet Sustainable Solutions under Boligbyggeri fra 4 til 1 planet, giver her 10 gode råd til nye materialeproducenter.

Mikkel A. Thomassen, direktør for Smith Innovation, har som innovationsekspert i byggebranchen fulgt mange nystartede virksomheder, og i innovationsforløbet Sustainable Solutions kom han tæt på en række nye materialeproducenter. På den baggrund har Smith Innovation sammenfattet 10 bud på, hvad man som relativt ny spiller på markedet skal tage højde for.

Der skal fokus på virksomhed og værdikæde

”Kravene til CO2-reduktion i byggeriet stiger, og vi ved at det kan være svært at sende klimaaftrykket helt i bund med gængse materialer. Derfor har vi i det her innovationsforløb sat fokus på materialer, som i dag ikke finder så stor anvendelse i byggeriet, men som rummer et væsentligt potentiale,” siger Mikkel A. Thomsen om baggrunden for processen. Han forklarer her, hvorfor det har været nødvendigt at have fokus på virksomheden og værdikæden i mindst lige så høj grad som på selve produktet.

”Fra politisk hold, og fra branchen generelt, er der nok en tendens til at tænke, at hvis bare produkterne er der, så skal udviklingen nok komme af sig selv. Men det er langt fra tilfældet. Der er rigtig mange potentielle problemstillinger, der kan stå i vejen for, at et ellers lovende produkt kommer til at spille en rolle i den grønne omstilling,” siger han. De gode råd, Mikkel A. Thomassen gerne vil give videre til andre nye materialeproducenter er:

  1. Bryd forandringen ned: Forstå, og anerkend, at det ikke er én stor teknisk innovation, der får jer i mål. Det er mange små forandringer. Bryd det ned, så I hele tiden kan se, hvor I kan tage det næste skridt.

  2. Sæt det rigtige hold: Skab overblik over, hvad I skal igennem organisatorisk og forretningsmæssigt. Sammensæt de rigtige kompetencer, så teamet kan mere end bare udvikle produktet.

  3. Læn jer op ad standarder: Tal ind i eksisterende praksisser og tilpas løsninger så de bliver lette at få ind i den nuværende standard. Det gælder fx leveringsmetode, opsætning ved hjælp af standard beslag og standardstørrelser gennem hele produktets værdikæde.

  4. Find jeres fokus i værdikæden: Lidt simpelt sagt, så står producenten midt i værdikæden, men der er forskel på, hvor man bør lægge sit fokus for at styrke forretningen. For nogen vil det handle om at styrke leddet mellem underleverandører og producenter, så underleverandørerne bliver helt klar til at levere effektivt ind i den nye forretning. For andre vil det i højere grad handle om et fokus på byggeriet og på at sikre den efterspørgsel, der får dem i mål.

  5. Byg skala gradvist: Selvom projekter kan virke små for bygherrer kan mindre projekter være meget væsentlige og vigtige for virksomheder med nye produkter og løsninger. Det er ikke per se nødvendigt at satse på store fyrtårnsprojekter. Tænk i ”fyrfadsprojekter” i stedet. Disse kan være vejen frem mod øget skala på sigt.

  6. Træn ”preferred installers”: Hvis jeres produkt eller materiale kræver særlig håndtering eller montering, så kan det være en fordel med en ”preferred installer”, som har modtaget træning i montering af løsningen. Det kræver en juridisk aftale men begrænser risikoen for fejl.

  7. Lav generisk udkast til udbudsmateriale: For at styrke efterspørgslen og rydde potentielle barrierer hos bygherrer af vejen, kan det være en fordel at lave et generisk udkast til udbudsmaterialet. Har du et biobaseret eller cirkulært produkt, kan du fx hente inspiration hos BUILDs definition af byggematerialer.

  8. Hav styr på bæredygtighedsdokumentation: Inkluder dokumentation, som gør det let for rådgiveren at tjekke, at bæredygtigheden er i orden.

  9. Udarbejd standard salgs- og leveringsbetingelser: Standardbetingelser for salg og leverance gør aftagerne trygge og bidrager til risikominimering. De kan laves med udgangspunkt i lignende løsninger, eller løsninger med lignende forretningsmodeller eller salgsparametre. Lav et udkast med inspiration udefra, og gå så til DI eller lignende for juridisk vejledning.

  10. Stimuler systemisk forandring: Overvej, hvordan jeres team kan stimulere en forandring på brancheniveau, så der skabes plads og parathed til jeres produkt. Hjælp branchen med at forandre sig, så den bliver moden til jer.


Projektchef Stig Hessellund
Realdania
30996005
she@realdania.dk

Projektchef Michael K. Rasmussen
På vegne af VILLUM FONDEN
20232885
michael@purposeatheart.com

 
 
Camilla Valeur DahlDansk