LCA bør ikke være en spændetrøje for arkitekten
Da arkitektfirmaet VERNA skulle tegne Ikano Boligs klimavenlige rækkehuse i Vinge, var både økonomi og klimaaftryk fastlagt som afgørende rammer fra begyndelsen. Det ændrede arkitektens arbejdsproces, men blev ikke oplevet som en begrænsning. Tværtimod viste projektet, at enkelt byggeri kan være godt for både klimaet, økonomien og arkitekturen.
Af Steen Breiner
Der er noget usædvanligt ved de rækkehuse, som Ikano Bolig har opført i Bakkekvarteret i Vinge ved Frederikssund. Ikke nødvendigvis når man ser på dem, for husene har et forholdsvis enkelt og genkendeligt arkitektonisk udtryk.
Det usædvanlige er snarere måden, de er blevet til på, fortæller arkitekt Kalle Sæthre Jacobsen fra tegnestuen VERNA, der har tegnet rækkehusene.
”Præmisserne var meget klare fra start: Husene skulle have et meget lavt klimaaftryk og samtidig kunne bygges til en pris, der gjorde dem konkurrencedygtige med almindeligt boligbyggeri. Økonomien var derfor første prioritet, klimaaftryk som nummer to og derefter bygbarhed,” siger Kalle Sæthre Jacobsen.
Men det var ikke noget, der fik arkitekten til at protestere. Han så det ikke som et problem, at der var sat nogle meget klare rammer op, som han måtte indrette sig efter.
”Vi skal væk fra at tale om LCA som en spændetrøje. LCA er et designparameter på lige fod med alle de andre hensyn, vi altid har arbejdet med som arkitekter. Jeg har ikke oplevet det som en begrænsning, men som en anden måde at arbejde på,” siger Kalle Sæthre Jacobsen.
Rækkehusene indgår i Realdanias og Villum Fondens indsats ’Boligbyggeri fra 4 til 1 planet’, hvor målet er at udvikle boliger med et markant lavere klimaaftryk. For VERNA blev opgaven samtidig en undersøgelse af, hvad der sker med arkitekturen, når livscyklusvurderingerne – LCA – og økonomien får så stor betydning allerede fra de første skitser.
Når klima og økonomi arbejder sammen
En af de vigtigste erfaringer kom, da rådgiverteamet undersøgte sammenhængen mellem materialeforbrug, byggeomkostninger og klimaaftryk. De første undersøgelser af blandt andet vægge og etageadskillelser omfattede konstruktioner med mange forskellige materialelag.
Men flere lag betød et større materialeforbrug, flere arbejdsgange og dermed flere højere omkostninger.
”Vi nåede frem til, at økonomi og LCA faktisk kan forstærke hinanden. Jo færre materialer vi bruger, og jo enklere vi bygger, desto bedre kan det være for både økonomien og klimaberegningen. Det gælder ikke altid, men i det her projekt blev det en sammenhæng, vi begyndte at arbejde meget bevidst med,” fortæller Kalle Sæthre Jacobsen.
Det fik betydning for både konstruktionerne og husenes udformning. Arkitekterne arbejdede sideløbende med undersøgelser af bygningernes volumen og materialernes opbygning. Målet var at finde frem til løsninger, hvor der blev brugt så få ressourcer som muligt, uden at husenes funktion og arkitektoniske kvalitet gik tabt.
Resultatet blev på flere måder mere traditionelt, end arkitekten måske havde forestillet sig.
”Vi undersøgte, hvordan LCA kunne bruges som et aktivt designparameter og måske give os et nyt arkitektonisk udtryk. Men erfaringen var, at det, der fungerede godt i beregningerne, ofte var de relativt enkle og traditionelle løsninge,” siger Kalle Sæthre Jacobsen.
Arkitektur med færre midler
Et af de steder, hvor beregningerne fik direkte indflydelse på arkitekturen, var husenes førstesal.
Her valgte rådgiverteamet og bygherre at reducere facadehøjden, så der skulle bruges færre materialer. Det gav samtidig førstesalen en anden rumlig karakter end i et mere traditionelt rækkehus.
For Kalle Sæthre Jacobsen blev det et eksempel på, at klimahensyn kan bruges aktivt i arbejdet med bygningens proportioner og rum. Men ambitionen om et enkelt byggeri betød også kompromiser. Undervejs var der materialevalg, hvor arkitekten havde én ambition, men hensynet til drift og vedligehold blev vægtet højest.
”Som arkitekt vil man selvfølgelig gerne lave et smukt projekt med gode materialer. Men her handlede det også om at skabe boliger, som mange mennesker har råd til at bo i. Hvis det betyder, at arkitekturen må vige lidt, er det så ikke ok? Det synes jeg er en vigtig diskussion,” siger han.
For det var netop en del af projektets ambition, at erfaringerne skulle kunne bruges uden for de særlige eksempelbyggerier.
”Vi kan lave mange virkelig smukke og bæredygtige projekter, som er ekstremt dyre at bygge. Men det her projekt har en særlig berettigelse, fordi det er noget, der kan bygges i store dele af landet og dermed få reel betydning.”
Alle omkring samme bord
En anden afgørende forskel fra en mere traditionel projekteringsproces var, at arkitekt, ingeniør, entreprenør og bygherre arbejdede tæt sammen fra begyndelsen. For VERNA betød det, at de arkitektoniske forslag løbende kunne diskuteres med dem, der skulle beregne, finansiere og opføre husene.
”Det var ekstremt lærerigt. Vi fik skabt et meget åbent forum, hvor vi hurtigt lærte hinanden at kende og kunne tale om de forskellige hensyn, før beslutningerne var truffet,” fortæller Kalle Sæthre Jacobsen.
Han fremhæver især værdien af at få indsigt i de andre fagligheders prioriteringer. Hvad er vigtigt for bygherren? Hvilke problemer ser entreprenøren? Og hvordan vurderer ingeniøren de forskellige løsninger? Det gav blandt andet mulighed for tidligt at diskutere konstruktionernes spændvidder, bygbarhed og hensynet til den efterfølgende drift.
Samtidig betød de fælles dogmer, at alle havde et fælles grundlag for at træffe beslutninger, forklarer han.
”Når vi fra begyndelsen var enige om prioriteringerne, blev det også nemmere at træffe beslutninger. Og når vi som arkitekter var villige til at gå tilbage og ændre noget, oplevede jeg, at de andre også blev mere åbne om deres synspunkter. Det gav en bedre dialog om arkitekturen.”
Kalle Sæthre Jacobsen oplevede ikke, at arkitekten mistede sin rolle i processen. Men han blev i højere grad nødt til at argumentere for sine valg over for de øvrige deltagere.
”Hvis jeg som arkitekt virkelig mener, at et rum skal være større, eller at en bestemt løsning er vigtig, så må jeg komme med de gode argumenter. Det synes jeg egentlig er en sund måde at arbejde på.”
En proces, der kan bruges igen
Projektet har krævet mange rådgivertimer og omfattende undersøgelser. Men ifølge Kalle Sæthre Jacobsen er det vigtigt at skelne mellem den særlige udviklingsindsats, der hører til et eksempelbyggeri, og selve måden at samarbejde på.
Mange af de ekstra timer er gået til at undersøge konstruktioner og materialer, som man ikke nødvendigvis ville bruge samme tid på i et almindeligt byggeprojekt. Derfor ser han heller ingen grund til, at den tidlige inddragelse og det tætte samarbejde ikke skulle kunne bruges i større, kommercielle boligprojekter.
”Hvis vi i morgen skulle tegne et større rækkehusprojekt, ville jeg være fortaler for at gribe processen an på samme måde. Vi kunne genbruge meget af det, vi har lært, uden at skulle gennemføre alle de særlige undersøgelser igen,” siger han.
Den vigtigste erfaring er derfor ikke kun viden om materialer og konstruktioner. Det er også den indsigt, han har fået i, hvordan andre fagligheder tænker og arbejder.
”Vi har fået et indblik i, hvordan en udvikler, en entreprenør og en ingeniør tænker, og hvad der er vigtigt for dem. Det kan vi bruge i kommende projekter. Jo bedre vi kender hinandens prioriteringer, desto lettere bliver det at udvikle et godt byggeri sammen.”
Klimavenlige boliger til alle
For Kalle Sæthre Jacobsen handler erfaringerne fra Vinge i sidste ende om mere end en ny projekteringsproces. Han mener, at klimavenligt byggeri skal kunne nå langt bredere ud end de særlige projekter, der bliver fremhævet for deres eksperimenterende arkitektur og materialevalg.
Derfor er han også optaget af, at Bakkekvarteret skal vurderes på de præmisser, det er udviklet ud fra: et meget lavt klimaaftryk, en konkurrencedygtig økonomi og boliger med en arkitektonisk kvalitet, der kan måle sig med almindelige rækkehuse.
”Jeg synes, vi har lavet et virkelig godt projekt. Planløsningerne fungerer godt, og jeg er glad for husenes arkitektoniske udtryk. Det er et projekt, jeg selv gerne ville bo i,” siger han.
Og netop dét er for ham en væsentlig del af ambitionen: at klimavenligt byggeri ikke skal være noget, man vælger, fordi man er særligt optaget af bæredygtighed, men fordi det ganske enkelt er en attraktiv bolig.
”Jeg vil gerne derhen, hvor LCA bliver et helt naturligt designparameter, og hvor vi ikke behøver at tale om klimavenligt byggeri som noget særligt. Vi skal kunne lave gode boliger med et lavt klimaaftryk, som kan konkurrere med det øvrige boligbyggeri. Det er noget af det, jeg er allermest stolt af ved det her projekt.”
Fakta om Bakkekvarteret
Projekt: Fire rækkehuse i to etager i Bakkekvarteret, Vinge ved Frederikssund.
Bygherre: Ikano Bolig.
Arkitekter og rådgivere: VERNA, H+ og CoreHome. Entreprenør: Anders Mainz ApS.
Areal: 462 m² brutto i alt, svarende til ca. 116 m² pr. bolig.
Opført: 2025–2026. Boligerne blev indflyttet i sommeren 2026.
Klimaaftryk: 2,1 kg CO₂-ækvivalenter pr. m² pr. år. Projektet indgår i Realdanias og Villum Fondens indsats ’Boligbyggeri fra 4 til 1 planet’.
Byggemetode: Fokus på enkle konstruktioner, lavt materialeforbrug og biobaserede materialer. Husene er blandt andet opført med træbaserede konstruktioner og beklædninger. Materialer og konstruktioner er løbende blevet vurderet i forhold til klimaaftryk, pris og holdbarhed.
Bliv klogere på Bakkekvarteret, læs LCA notat og brandtestrapport, se tegninger og videoer fra brandtest, indflytning og bygherre-oplæg her.
Projektchef Stig Hessellund
Realdania
30996005
she@realdania.dk
Projektchef Michael K. Rasmussen
På vegne af VILLUM FONDEN
20232885
michael@purposeatheart.com