Samarbejdet er alfa og omega, når klimaaftrykket skal i bund

 
 

Det skortede ikke på vilje til at reducere klima-aftrykket fra boligbyggeri, da et udvalg af landets fremmeste aktører mødtes til kick-off denne uge. Udfordringerne er til at få øje på, og netop samarbejdet mellem aktørerne og støtten fra initiativet bliver afgørende for at realisere de tårnhøje klimaambitioner.  

Fyrre bygherrer, arkitekter, entreprenører og husbyggere deltog i denne uge i den første workshop, som er startskuddet til et flerårigt samarbejde om at nedbringe klima-aftrykket fra boligbyggeri. Alle bidrager med projekter, som gennem innovation, erfaringsudveksling og initiativstøtte skal være med til at bane vej for udviklingen. 

”Udfordringerne står i kø, og det er jo også derfor vi er med i det her projekt. Vi skal som branche stå sammen og støtte hinanden, for det ér svært,” siger Lone Lindgaard Laursen, fra Ikano Bolig, der deltager med et større rækkehusprojekt.  


Bæredygtighed og boligkvalitet skal følges ad
 
Fugt, brand og akustik går igen som nogle af de udfordringer, initiativet skal bidrage til at løse.  

”Visionen for vores projekt er at bygge mere bæredygtige boliger med en meget høj boligkvalitet. Vi vil gerne bygge med biobaserede materialer, men vi møder de klassiske udfordringer med fugt, brand og akustik, som fylder i forhold til valget af byggesystem,” siger Kirstine Bendtsen fra AKF Holding, som deltager med 13 rækkehusenheder i to plan.


Byggeskadeforsikring er essentiel
 
Spørgsmålet om byggeskadeforsikring spiller også en afgørende rolle for alle de aktører, der kaster sig ud i at nytænke materialer og løsninger. Og forventningerne er at deltagelsen i Boligbyggeri fra 4 til 1 planet kan bidrage til at reducere risici.  

”Det er ikke uden vanskeligheder, at vi bevæger os ud i at bygge med biogent terrændæk. Men vores forventning er at støtten fra initiativet kan sikre den nødvendige risikoafdækning,” siger Troels Dam Madsen fra Henning Larsen, der samarbejder med NREP om projektet Earth Shot – et etageboligprojekt på omkring 13.000 m2 fordelt på op til 6 etager.  


Økonomi, attraktivitet og fællesskaber
 
NREP har ligesom de øvrige deltagere stærkt fokus på betydningen af økonomi og attraktivitet. Forandring drives af efterspørgsel fra markedet og derfor er det afgørende, at løsningerne også bliver skalerbare og attraktive - både funktionelt, æstetisk og økonomisk.  

Der er også åbenhed for nye måder at tænke attraktivitet på. For eksempel bliver ideen om fælles boligformer udfoldet i flere projekter, og her er man på jagt efter en ny – eller i virkeligheden traditionel – form for boligkvalitet.  

”Vi bygger cirka 60 boliger i Vordingborg sammen med Boligselskabet Sydsjælland, hvor vi forener kvaliteterne i familiebofællesskabet og seniorbofællesskabet,” fortæller Thomas Frederiksen fra Domea.dk. ”Visionen er at samle en masse erfaring op, omkring hvordan vi bygger allermest bæredygtigt, og bruge den erfaring i vores organisation til de cirka 600 boliger vi idriftsætter hvert eneste år”


En reformation af den måde, vi tænker bygninger på
 
Det er åbenlyst, at ambitionerne kalder på nytænkning. Men det er ikke bare i byggeriet, der skal ske forandringer. Også befolkningen må indstille sig på at tænke nyt, hvis klima-aftrykket skal i bund.  

”I befolkningen er en kultur- og holdningsændring nødvendig, hvis vi skal lykkes med den nødvendige forandring. Der skal ske en reformation af den måde vi tænker bygninger på,” siger Steffen Petersen, professor ved Aarhus Universitet, som I mange år har forsket i byggeriets klima-aftryk. Og han er ikke i tvivl. Vi har rygende travlt – og vi kan ikke nøjes med inkrementelle forandringer.   


Nu starter projekteringen
 
I alt deltog ni private og almene bygherrer og deres samarbejdspartnere i workshoppen sammen med de syv husbyggere, der fortsat ‘konkurrerer’ om de sidste 1-familie eksempelbyggerier. Selv om projekterne er på forskellige udviklingsstadier, så ser de fleste nu ind i en projekteringsfase, hvor der vil blive rigtig god brug for den sparring, erfaringsudveksling, innovation og risikoafdækning, der kan opnås gennem de kommende workshops og samarbejdet i initiativet. Her kan du se de deltagende bygherrer og husbyggere.

 

Kontaktpersoner

Projektchef Stig Hessellund
Realdania
30996005
she@realdania.dk

Projektchef Michael K. Rasmussen
pva. VILLUM FONDEN
20232885
michael@purposeatheart.com